Fanø åbner kulturarvspulje på 340.000 kroner

Teknikudvalget på Fanø Kommune har åbnet en midlertidig kulturarvspulje på 340.000 kroner. Puljen skal støtte lokale frivilliges og foreningers arbejde med at bevare og formidle Fanøs kulturhistorie til glæde for både borgere og besøgende.
Puljen kan søges af foreninger, frivillige fællesskaber og andre almennyttige aktører. Der kan blandt andet søges støtte til projekter med fokus på registrering og dokumentation af lokalhistorie, udstillinger, foredrag, digitalisering af arkiver, informationsmateriale samt bevaring og restaurering af kulturhistoriske genstande og bygninger.
Der kan også søges støtte til offentligt tilgængelige arrangementer og aktiviteter med et tydeligt kulturhistorisk formål.
Puljen støtter ikke privatøkonomiske formål, erhvervsaktiviteter, rejser, festivaler eller almindelig drift og modernisering af private ejendomme.
Ansøgningsfristen er 17. august 2026 klokken 12. Projekterne skal være afsluttet, og regnskab afleveret senest 1. december 2026. Tilskuddet udbetales, når projektet er gennemført, og der er afleveret dokumentation for anvendelsen af midlerne.
Fakta om Fanøs kulturarvspulje
- Puljens størrelse: 340.000 kroner.
- Formål: At understøtte lokale projekter, der bevarer, formidler og udvikler Fanøs kulturarv.
- Kan søges af: Foreninger, frivillige fællesskaber og almennyttige aktører.
- Der kan søges støtte til:
- Registrering, dokumentation og formidling af lokal kulturhistorie.
- Udstillinger, foredrag og formidlingsprojekter.
- Digitalisering af arkivmateriale og historiske samlinger.
- Informationsmateriale, publikationer og digitale løsninger.
- Bevaring og restaurering af kulturhistoriske genstande.
- Mindre bevarings- og vedligeholdelsesarbejder på kulturhistorisk værdifulde bygninger eller anlæg.
- Offentlige kulturhistoriske arrangementer.
- Ansøgningsfrist: 17. august 2026 kl. 12.
- Deadline for gennemførelse og regnskab: 1. december 2026.
- Udbetaling: Sker efter gennemført projekt og dokumentation for brugen af tilskuddet.






Accepter kun nødvendige cookies